Glædelig jul!

Vi er nået hjem til Danmark, og har brugt de seneste dage på at vænne os til vinterkulde og julehygge. Vores tur hjem tog sin tid, og blev tilmed forsinket af noget snevejr hist og pist, men heldigvis nåede vi tilbage til Danmark før lufthavnene for alvor blev lukket.

Vi havde nogle varme, fugtige dage i Bangkok, og fik shoppet en smule i Bangkoks shopping malls, hvor julemusikken bragede løs over højttalerne, og der var gået inflation i plastikjuletræer. Undervejs fik vi husket alle de “sidste” oplevelser i Thailand – sidste besøg på Swensen’s, sidste nudelsuppe osv.

Her følger lidt billeder fra Bangkok, hvor julestemningen bliver skabt i 30 graders varme og uden antydningen af ægte gran i nærheden:

Et hvidt plastikjuletræ skaber stemningen udenfor Paragon

Mere juleudsmykning i Paragon

Ved akvariet i Paragons kælder kunne man møde disse her

Desværre var det ikke muligt at få pakket julepandaen ned i en cykeltaske...

 

 

Reklamer

Tilbage i Thailand

Efter at have slappet af i et par dage i Vientiane cyklede vi den korte tur ad broen over Mekong floden til Nong Kai og var med ét tilbage i Thailand. Grænsekontrol var der ikke meget af og vi måtte lede ihærdigt, før vi fandt ud af, hvor vi kunne få et exit stempel i vores pas. Da vi rullede af broen var det var tydeligt at mærke, at vi var tilbage i Thailand, vejen var af mærkbart bedre kvalitet og bredere, der var små boder med lækker nuddelsuppe alle steder og vi ankom lige til frokosttid, så det var helt perfekt timet.

Nong Kai er i sig selv en lidt kedelig thailandsk provinsby, fyldt med næsten ens betonbygninger, lysskilte og et virvar af elledninger flagrende alle steder. Vi har set en masse af disse byer i Thailand og kan ikke rigtig huske forskel på dem, fordi de ligner hinanden alle sammen. Nong Kai har imidlertid en ting der adskiller den fra de andre, den har en berømt og velbesøgt vietnamesisk restaurant, hvor vi derfor valgte at spise vores aftensmad. Restauranten var proppet med mennesker, da vi ankom, men vi fik heldigvis et bord. Til stor morskab for personalet og nogle af de andre gæster vidste vi ikke helt hvordan maden skulle spises, men den kom heldigvis ned i maven og smagte udmærket, selvom rækkefølgen for nogen måske har virket forkert.

Fra Nong Kai kørte vi østover langs Mekong floden til Phitsanulok og havde nogle rigtigt fine og lange cykeldage. Området er et stort turistområde for thailændere og der var nogle steder proppet med mennesker, men vi mødte ikke mange andre udenlandske turister eller engelske menukort. Det er nu ikke uden grund at området langs Mekong floden er populært, for landskabet er superfint og vi kørte gennem mange små hyggelige byer. Nogle gange havde vi nu også en lidt mærkelig fornemmelse af at være med på en anden kulturs ferie. Når der for alvor går gang i karaoke-anlæget, eller tjeneren vil servere isterninger i øllen og kigger mærkeligt, når man råber neeeej, kan vi ikke helt være med, men det er nu skægt at opleve hvordan andre holder ferie.

Morgen i Song Khong ved Mekong floden

På vej tilbage på vejen fra vores gæstehus

Stille eftermiddag på vej mod Chiang Khan

Chiang Khan var en af de fineste byer vi kørte igennem, den er fyldt med gamle teaktræshuse, der lå ned til floden og små hyggelige souvenirforretninger. Vi boede i et gammelt teaktræshus, som var sat i stand og var lavet om til et gæstehus, med en herlig udsigt over Mekong floden og havde det ikke været for naboens karaoke-anlæg ville det have været en rigtig behagelig oplevelse 😦

Aftenstemning i Chiang Khan

Da vi planlagde ruten til Phitsanulok, kendte vi ikke helt afstandene og tænkte, at 5 dage ville være fint og vi købte derfor en togbillet i forventning om at det ikke ville være et problem at nå. Der viste sig at være 500 km, så der var et par hårde cykeldage imellem, heldigvis var vejen ikke alt for bakket, så det gik uden de store problemer, men hvis vi skulle gøre det igen, ville vi lægge lidt ekstra tid ind og også se lidt mere på omgivelserne undervejs. På vejen mod Phitsanulok begyndte der at dukke flere og flere skilte op pegende mod steder vi havde været og så ved man jo at det er ved at være den tid, hvor cykelturen er ved at være forbi. Det er selvfølgelig lidt vemodigt, men vi glæder os også til at komme hjem til lidt julehygge, så helt slemt er det heller ikke.

Fra Phitsanulok tog vi toget videre til Bangkok, hvor vi er i øjeblikket og hvorfra vi flyver hjem til Danmark om et par dage. Belært af vores sidste tur med de thailandske statsbaner havde vi denne gang købt billetten 5 dage i forvejen og var rigtigt glade over at vi var sikret en plads i toget. Da vi mødte op på stationen om morgenen og ville købe en bagagebillet til vores cykler, viste det sig imidlertid, at toget ikke medtog bagage, så cyklerne måtte med et andet tog. Vi forsøgte også at ændre vores billetter til denne afgang, men her var vi fire minutter for sent på den. Selvom vi sprællede med arme og ben, var det sådan det var og i en dags tid måtte vi overlade ansvaret for vores cykler i ukendte hænder. Og udover at den punktlighed, vi tidligere havde oplevet, ikke også gjaldt togenes ankomsttider, gik det udmærket.

På storbyferie i en meget lille storby

Efter en enkelt slappedag i Vang Vieng, kørte vi videre mod Vientiane, hovedstaden i Laos, hvor vi nu befinder os og har holdt et par dages storbyferie.

Efter Vang Vieng blev landskabet igen fladt og byerne begyndte langsomt at minde mere og mere om dem, vi har besøgt i Thailand. Vejen var sine steder ret dårlig, noget vi tit har oplevet i Laos. På et tidspunkt passerede vi et reklameskilt for det selskab, der står for vejenes vedligehold, deres slogan lød: ”Things will sort themselves out eventually” og det kan selvfølgelig forklare en del, for der er i hvert fald en del vejstrækninger i Laos, som ikke af sig selv er blevet forbedrede. Det kan så undre, at man lige valgte dette uambitiøse selskab til vedligehold af statens veje, men der sker selvfølgelig så mange mærkelige ting en gang imellem og det kan jo være at de var rigtigt billige.

Cyklistkollega, som vi mødte på vejen mod Vientiane

Vi havde hørt, at Vientiane skulle være en ret kedelig by, vi har nu været her et par dage og synes egentlig den er vældig hyggelig. Det er en forholdsvis lille by uden huse over et par etager, samtidig er der en masse ældre franske kolonitidsbygninger, templer, små hyggelige cafeer, bagerier og den slags. Det giver byen en hyggelig afslappet atmosfære, hvor det er dejligt bare at hænge lidt ud og drikke cappuccinoer eller kolde øl i skyggen ;-). Som en ekstra bonus har vi fundet et lille delikatessesupermarked, hvor man kan købe lakrids…. vi har stort set ikke set lakrids i et helt år og nu kan vi købe alt det vi vil – sikke en fantastisk verden.

I dag har vi endda taget os lidt sammen og været rundt og se lidt på nogle af byens seværdigheder og der må vi sige, at dem, der finder Vientiane kedelig, måske kun har været på sightseeing, for det var faktisk ikke en sindsoprivende oplevelse. Som det bliver anbefalet i vores guidebog, var vi cyklet gennem byen til Pha That Luang, landets vigtigste religiøse monument. Monumentet er afbilledet på plancher, i turist brochurer og ses ved siden af den kommunistiske diktator på pengesedlerne, så vi havde sat næsen op efter noget ganske fantastisk, men blev lidt skuffede over kun at finde en mindre gylden stupa (= meget lille pyramide).

Pha That Luang monumentet...

På turen tilbage slog vi et smut forbi en anden af Vientianes store attraktioner, en triumfbue. Tilsyneladende skal kommunistiske lande have imposante betonmonumenter og da Laos manglede et og i begyndelsen af 1960’erne modtog et læs beton til opførelsen af en lufthavn, var der et kvikt hoved, som i stedet besluttede at opføre en triumfbue… Triumfbuen er heldigvis belejligt placeret midt i en rundkørsel, så adgangsforholdene er perfekte og fra toppen var der en fin udsigt over byen. Vi var nu mest begejstrede over den lidt mærkelige og undskyldende tekst som er det første man ser, når man nærmer sig.

Vientianes Triumfbue

En selvkritisk introduktion til triumfbuen...

På vores ture rundt i byen i dag oplevede vi en lidt skæg ting. Vi kørte forbi et svensk bageri, dem har vi til vores overraskelse set en 3-4 af her i Laos og man vidste jo ikke at Sverige kendt for sit fantastiske køkken eller velsmagende bagekunst. Bagerierne serverer forskellige former for brød, kager, kaffe og den slags, ikke noget der ser specielt svensk ud, men til gengæld kan man få ”svensk pizza” (en klassisk svensk ret). Vi var inde på et af bagerierne i dag og det var proppet med lokale der spiste ”svensk pizza”, vi prøvede den ikke selv, men må sige, at den så udmærket ud. Det sjove er at vi ingen steder i Laos har set ”italiensk pizza” annonceret, så vi overvejer om der er nogen i denne del af verden der tror at pizza er en svensk opfindelse.

På et af de svenske bagerier i Vientiane var der også blevet fint pyntet op til jul, med julestjerner, julemænd, guirlander og den slags. For jer derhjemme i Danmark er det nok ikke så mærkeligt at høre, men det er første gang i år at vi har oplevet julepynt og havde næsten glemt at det nu er blevet december. Når der ikke er nogen der pynter og der er sol og 30 grader er det lidt mærkeligt at tænke på, det er altså ikke rigtigt julet. Fra højtalerne i det svenske bageri kunne vi endda høre ”Last Christmas” – den sang skal åbenbart hjemsøge alle mennesker overalt i verden, uanset hvor de forsøger at gemme sig for den.

Den smukkeste bjergtur

Det har taget os tre dage at cykle fra Luang Prabang til Vang Vieng, og hver eneste dag har overvældet os med landskabelig skønhed. Vi har skulle koncentrere os lidt for at holde øjnene på vejen, for det er så let at blive distraheret af kalkstensbjerge, som nærmest trodser tyngdekraften.

Med bjerge følger dog selvfølgelig også en del klatring, og det er indimellem gået mere opad, end vi synes var helt sjovt. Første dag ud af Luang Prabang slog vi vores egen ”klatre-rekord”, og klatrede 2000 højdemeter opad på to lange stigninger. Vi havde planlagt at skulle overnatte i Kiu Kacham, og selvom vi var startet tidligt ud om morgenen, var solen alligevel så småt på vej ned, da vi endelig rullede ind i byen. På restauranten ved byens bedste gæstehus sad en flok tyske pakketurscyklister og drak øl, og med høj latter forsikrede de os om, at her kunne vi ikke bo, der var fuldt, for de havde booket det hele! Selv deres guide virkede lidt træt af dem. Vi trak cyklerne ned til byens anden mulighed, hvor vi fik et halvrent værelse og fælles badeværelse med sidde-på-hug-toilet, for alt for mange penge. Men det gik da, selvom det var et af de steder, hvor man kryber i lagenposen for at undgå at sove på lagnerne om natten.

Det var tåget om morgenen, da vi vågnede, og vi kørte ud i en sky. De første timer havde vi ikke rigtig nogen fornemmelse af landskabet omkring os; vi kunne indimellem spotte en elledning, som tilsyneladende forsvandt ud i intetheden, så et eller andet må der have været derude.

Vi cyklede op og ned højt oppe i bjergene det meste af dagen. Her var der ganske mange landsbyer langs med vejen, og vi mødte mange børn, som i Laos har den skik at ”high-five” forbipasserende cyklister. Det er i princippet vældig sjovt, men nogle af de små drenge slår overraskende hårdt. Efter sådan en runde med fem-ti børn kan det godt gøre lidt ondt i håndfladen. Udover børn, har vi også på denne rute mødt et overraskende antal andre cyklister. Efter et halvt års tid, hvor vi kun har mødt et par stykker, hilser vi nu dagligt på cyklister, lige fra langturscyklister med fuld oppakning til luksuscyklisterne med bagagen i en firhjulstrækker bagved. Det må næsten være den mest populære cykelrute i Asien.

Martin hilser på børnene på vej fra skole

Et kig ud over bjergene om morgenen på vej til Vang Vieng

Sidstedagen ind til Vang Vieng bød på det ene mere fantastiske kig til kalkstensbjergene efter det andet. Vi brugte nok lige så lang tid på at tage billeder, som vi brugte på at cykle. Og nu er vi så nået til Vang Vieng, hvor de trætte ben får en dags pause. Vang Vieng er et lidt mærkeligt sted, og ikke særlig Laos-agtigt. Byen ligger smukt, og er fyldt med gæstehuse og barer. Vi har gået en tur rundt i byen og kigget på konceptet ”tv-bar”, hvor man sidder/ligger i rækker og drikker øl og ser fjernsyn – vi har set steder der viser Friends, Simpsons og Family Guy. Meget mærkeligt koncept, men det lader til at de fleste turister her er på bar hele natten, og så er det selvfølgelig meget rart at slappe af med noget fjernsyn morgenen efter. Det er nok ikke lige stedet for os, men her er nu også god morgenmad på hyggelige restauranter med udsigt til floden, og et lille supermarked, hvor vi kunne købe müsli, så på den måde giver det en lille puster fra det almindelige Laos.

Eftermiddag i solskin

Vang Viengs beliggenhed fejler ikke noget

I morgen går turen til Vientiane, som ligger to dages cykling væk. Det bliver sidste del af vores cykeltur i Laos, som nok har budt på noget af det fineste cykling, vi har oplevet.

En uge i Luang Prabang

Det er så småt ved at være på tide, at vi igen hopper på cyklerne og forlader Luang Prabang. Efter en uges tid her i byen er vi ved at have set den; men kombinationen af god mad, fine bygninger og templer i massevis har alligevel gjort at vi er blevet hængende et stykke tid. Ganske vist har Heidi været lidt syg (vi bliver lidt ofte ramt af sygdom for tiden, synes vi), men det skal nu ikke tage noget fra Luang Prabang.

Vi har igen været på madkursus, denne gang for at lære at lave mad fra Laos. Udover at blive klædt ud i underligt kokketøj, fik vi lært at lave oksekødsstuvning med sticky rice som jævning, citrongræskylling, friske forårsruller, sur fiskesuppe , papayasalat og fyldte bambusskud. Vores lærer fortalte os en masse om madkulturen i Laos, og om vigtigheden af sticky rice. Mange af grøntsagerne bliver stadig indsamlet vildt i junglen, og lignede mest af alt ukrudt, og så var der den lidt morsomme ”spicy wood”, som helt bogstaveligt er træ, der smager temmelig meget af chili. Lidt samme koncept som lakridsrod. Vi fik forklaret hvilke erstatninger vi kunne bruge, for det vi ikke lige kunne gå ud og finde i junglen, når vi kom hjem, så der er håb om at genskabe opskrifterne. Og så fik vi også lært, hvordan man laver en rose af tomatskind til at dekorere retterne med. Martins rose var den flotteste på hele holdet, mens Heidis bar lidt præg af hastværk og utålmodighed…

Martins fine tomatblomst

De tvang os til det med tøjet...

Ellers har vi brugt tid på at vandre rundt i byen, som er et Unesco-verdensarvsområde. Hele midtbyen bærer præg af gennemtænkt planlægning, og der er ingen af de store, farvestrålende reklameskilte, som vi ellers har set overalt i Asien. I Luang Prabang er stort set alle skilte i træ med guldbogstaver, og passende diskrete. Bebyggelsen er overvejende fransk kolonialisme, og smukt restaureret, med skodder for vinduerne i fine pastelfarver, og fine fredfyldte tempelgrunde spredt rundhåndet ud over byen. Kun ganske få gader har trafik af betydning, men det begrænser sig til tuk-tuk’er, lidt scootere og masser af lokale og turister på cykler. Man kunne næsten mene, at det hele er lidt for yndigt, men vi nyder det faktisk, og synes egentlig det er okay, at der er gjort noget ud af det hele.

Munke samler almisser om morgenen

Typisk husfacade i Luang Prabang

Maden er et kapitel for sig, og vi har ikke været så ivrige efter at cykle ud på landet igen, og blive overladt til nudelsuppe med kød af tvivlsom oprindelse. Langs gaderne her er der boder med baguetter med fyld af kylling, ost, skinke,  nutella, osv. Vores yndlingssandwichdame smider altid lige et par bananer med i posen til os. Om aftenen går vi oftest på markedet, og får buffet til billig penge sammen med en af de cyklister vi mødte på vej herned, som også er blevet hængende i byen indtil videre. Allermest glæder vi os dog over den franske arv, og i alt tre gange har vi været nede på en lille fransk-inspireret cafe og fået mandelcroissanter, kaffe og citron pressé. Atmosfæren er helt i top, og det er croissanterne også.

Efterhånden begynder rastløsheden dog at melde sig, så i morgen står den på bjerge igen. Efter alt at dømme står den endda på rigtig stejle bjerge, så vi håber på at vi stadig har friske ben efter en uge med afslapning i byen.

Nu med masker

Efter vi cyklede ud af Luang Nam Tha var vejen skiftevis rigtig fin nogle steder og andre steder fuldstændigt uden overflade. De steder hvor vejbelægningen mangler er der i stedet en god grusvej, så det er i sig selv udmærket at cykle på, men det er irriterende, når vi bliver passeret af lastbiler, der hvirvler støvet op, fordi det kan være svært at trække vejret ordentligt. Og sådan set dobbelt træls, for vi lige har taget os sammen til at rense vores kæder og der er altså ikke meget, der er tiltrukket af hinanden som støv og nysmurt kæde;-(. Mens vi var i Oudom Xai gik vi derfor på jagt efter nogle støvmasker, ikke en let opgave i et land, hvor der ikke er mange, der forstår tallene fra et til ti på engelsk. Men efter adskillige ”Darth Wader” imitationer, fandt vi, på et lille apotek, en håndfuld støvmasker og det har gjort cyklingen meget lettere og mere behagelig.

Dick Turpin, eller en cyklist med maske?

Fantastisk udsigt på vej mod Luang Prabang

Efter nogle bakkede cykeldage er vi nu ankommet til Luang Prabang og det har været en rigtig dejlig tur. Bakkerne har ikke været for stejle, landskabet er fantastisk fint, vejret er på 4. uge klart og solrigt, men uden at være for varmt, så alt i alt fantastiske rammer for cyklingen. Når vi kører igennem landsbyer på vejen kan vi tydeligt mærke, at Laos ikke er nær så velstående som Thailand. De fleste byer består af små improviserede babushytter på bakkeskråningerne langs vejsiden, med beboere, der lever af afgrøderne fra små marker på de stejle skråninger og de grise, høns og ænder, der lister rundt mellem husene. Heldigvis er alle rigtigt flinke, og vi kører aldrig igennem et sted uden at blive mødt med den lokale goddag hilsen ”Sabai dii” og så mange ”high fives” fra børnene, at vi er ved at dratte bagover.

Bambushytter i landsby på vej mod Luang Prabang

Da vi ankom til en lille uanselig provinsby – Pak Mong kort før mørkets frembrud og stod og kløede os i nakken over hvor vi skulle bo, blev vi tilmed mødt af et andet hold cyklister. Siden New Zealand kan det tælles på en hånd hvor mange cyklister vi har mødt, så det er altid hyggeligt, når det sker. De havde checket alle byens gæstehuse og mente at have fundet det bedste, hvor vi så også checkede ind. Det er nu ikke det bedste hotel vi har set, ikke så rent og som noget nyt for os, en bajle med levende og ret store fisk på badeværelset, vi blev i hvert fald en smule nysgerrige efter at finde ud af, hvordan de mindre pæne gæstehuse så ud… Da vi efter det obligatoriske bad fik en øl kom der faktisk 2 cyklister mere og vupti så var der nærmest fest. Alle de andre havde cyklet til Laos fra Europa. Da vi planlagde vores rute overvejede vi kraftigt, at cykle den vej, så det er meget skægt at høre hvordan den tur har været Vi har heldigvis ikke fundet grund til at fortryde vores tur, så det er jo dejligt, men får inspiration til de næste mange ferier. Vi har cyklet og boet et par dage med to af dem og det har været rigtigt dejligt med lidt selskab og lidt cykelsnak.

Morgen i Pak Mong

 

Baguetter, bakker og støv

De seneste tre dage er vi kommet godt i gang med at cykle i Laos. Det har været en forandring fra Thailand på mange måder; her er langt mere fattigt og længere mellem faciliteter som cafeer og internet. Her er også langt mere stille på vejene, og her i det nordlige Laos er der et stykke mellem bebyggede områder, og det gør cyklingen rigtig dejlig og afslappet.

Vi krydsede Mekong om formiddagen, det gik meget stærkt. Vi blev stemplet ud af Thailand, og gik så ned til floden, hvor man ved et lille bord kunne købe en billet til en båd over floden. Ned til vandkanten, og så blev vi vinket hen til en båd, og cykler og alle vores mange tasker blev løftet om bord. Fem minutter senere stod vi i Laos. Det første vi så, da vi kom i land, var en flok gamle mænd, der stod og spillede petanque på en bane ved siden af immigrationskontoret. Så ved man, at man er kommet til en tidligere fransk koloni. Immigrationen var temmelig kaotisk og nede i havnen væltede det ind med både fyldt til randen med backpackere, men til sidst havde vi udfyldt alle papirer, stået i køer, og fået vores stempler. Det var blevet lidt op ad dagen, så vi besluttede os for at blive i Huay Xai resten af dagen og cykle videre næste morgen.

Cyklerne (og os) på vej over Mekong

Huay Xai var fyldt med gæstehuse og restauranter for udlændinge. Der var nu ret stille midt på dagen, selvom det tidligere havde været kaotisk nede ved havnen. De fleste tog direkte videre. Vi gik på jagt efter en baguette, for vi havde læst os til at det skulle være udbredt med baguetter i Laos og vi har stort set ikke spist almindeligt brød i et halvt års tid. Lykken var med os, og vi fik spist baguetter med kylling, salat, tomat og mayonnaise til både frokost og aftensmad. Det tegnede allerede godt for Laos.

Morgen i Huay Xai, og vi er næsten klar til at cykle

Næste dag var vi på cyklerne igen (med fire baguetter med fyld i cykeltaskerne), og nød en smuk morgen ud af Huay Xai. Lidt op ad dagen begyndte bakkerne, men de var ikke værre end at man kunne cykle op ad dem alle sammen, selvom det tog sin tid. Værre var det, at den helt nye vej pludselig stort set var væk. Vejen blev færdigbygget i 2008, men vi kunne hurtigt konstatere, at her ved udgangen af 2010 var den altså mange steder eroderet væk. Det tynde lag asfalt havde åbenbart ikke kunne holde til lastbiltrafik fra Kina og en voldsom regntid. Overfladen var som en god grusvej, og det var ikke problematisk at køre på, men vi blev overhalet af mange lastbiler, som alle havde god fart på og hvirvlede støv op i luften. Træerne langs vejen var dækket af støv, og det var vi også, da dagens cykling var slut.

Støv

Vores overnatning den aften var på et lille gæstehus langs vejen. Det var ikke mærket af med et skilt, men vi så to turcykler ude foran, og havde læst os til, at der burde være et gæstehus i landsbyen. For 20 kroner fik vi et rum i et vakkelvornt træhus på pæle og adgang til et badeværelse af den slags, hvor man hælder vand ud over sig med en lille skål fra en stor balje med vand. Badeværelset måtte vi dele med de andre cyklister og en god flok edderkopper. Aftensmad fik vi at vide, at vi kunne få ”senere”, når der også kom elektricitet. Vi var sultne, men ventede pænt, uden helt at vide, hvad vi skulle forvente. Men da elektriciteten endelig kom, sprang pigerne på stedet op, gennede os ud til et bord ude bagved og skramlede løs i køkkenet. Et godt stykke tid senere fik vi serveret en masse stegte grøntsager, ris og en kokossuppe med græskar og udefinerbart kød. Vi fik også snakket lidt med de andre cyklister, som var kommet cyklende fra den modsatte vej, og havde cyklet en måneds tid i Kina. De var nu desværre ikke særlig snaksomme.

Dagen efter fortsatte støvstormen lidt endnu, og der var gang i vejarbejdet, men senere blev vejen god, og vi nød dejlig cykling gennem små landsbyer og i skovdækkede bjerge. I landsbyerne vinkede alle børnene, og overalt løb der små, glade grise rundt. Husene var stort set uden undtagelse træhuse med stråtag. Til aften stoppede vi i Vieng Poukha, hvor vi fandt en hyggelig bungalow på en bakketop med udsigt over bjergene.

Tæt trafik på vejen i Laos

Noget vi indtil nu har bemærket, er at udvalget i mad ikke er så vældig stort mellem byerne. Det er ikke som i Thailand, hvor du kan få en nudelsuppe på hvert gadehjørne. På vores tredje cykeldag i Laos lykkedes det os ikke at finde en restaurant før Luang Namtha, hvor vi er nu. Der er små butikker, men udvalget består stort set af kiks og vafler, og meget af det har overskredet sidste salgsdato. Vores heldigste indkøb var en kæmpe pomelo-lignende frugt, som smagte vældig godt, men vi var alligevel meget sultne, da vi nåede frem til Luang Namtha. For fremtiden vil vi købe lidt mere ind på forhånd, så vi ikke bliver alt for sultne op ad bakkerne 🙂